Biludlejning Aalborg - frihed på rejsen
Er du vild med vand, så er Svømmeland i Nørresundby lige noget for dig. Her kan du tumle i det store badeland, hvor du blandt andet finder 50 meter svømmebassin, børne- og babybassiner. Derudover kan du prøve den 44 meter lange vandrutsjebane og gå ind i grotterne med bobler og vandfald.
Hvis du er nysgerrig efter at vide mere om verden omkring dig eller bare gerne vil opleve næsten 1600 spændende dyr fra hele verden i virkeligheden, så må du ikke gå glip af Aalborg Zoo. Her kan du blandt andet se isbjørnene boltre sig over og under vandet i deres flotte isbjørneanlæg eller den store savanne med de giraffer, strudser og zebraer. Husk endelig også at hilse på aberne, elefanterne, flodhestene, ulvene og alle de andre. Du kan også klappe de små geder og tage en tur på legepladsen.
Jomfru Ane Gade - også lokalt kaldt “Gaden”, er en 150 meter lang gade i Aalborg, der udelukkende består af restauranter og diskoteker. Gaden, der ligger midt i centrum, har et rigt natteliv, men samtidig er gaden også en hyggelig ramme om et rigt restaurationsmiljø i dagtimerne. Hvert diskotek er kendt for at spille musik indenfor en bestemt genre.
På Lindholm Høje finder du et af Nordens fornemste oldtidsminder - gravet frem af et tykt lag sand, som gennem årtusinder har holdt på denne hemmelighed. På Lindholm Høje er der fundet grav- og bopladser fra både den germanske jernalder og fra vikingetiden, hvor der blandt andet er fundet 682 grave og 150 skibssætninger. Nord for gravpladsen lå den tilhørende landsby, hvoraf der blandt andet er fundet huse, hegn, brønde og kogegruber.
Enhver golfspillers paradis. Danmark er blevet kaldt "Det uopdagede golfparadis". Måske fordi golf i Danmark i særlig grad er ensbetydende med uhøjtidelig afkobling og hyggelig atmosfære. Her er god plads til green-fee gæster det meste af året. Her er hyggelige familiebaner, udfordrende mesterskabsbaner, velplejede parkbaner, friske kystbaner og ikke mindst det vigtige sociale samvær i klubhuset... og hvis resten af familien vil noget helt andet er der aldrig langt til andre oplevelser. Alene i Nordjylland findes mere end 20 professionelle golfbaner og Aalborg danner et godt udgangspunkt for at prøve kræfter med de mange afvekslende golfoplevelser.
En halv times kørsel fra Aalborg ligger Danmarks bedste badestrand - kåret i 2006 af Jyllands Postens læsere. Bisnap hedder stranden ved ”Den Milde Kyst”, mellem byerne Hals og Hou.
”Den Milde Kyst” er et ideelt sted for familier med børn at holde ferie. Naturen er venlig, mild og imødekommende. Bølgerne fra Kattegat slår ikke så hårdt mod kysten som ved Vesterhavet hvilket gør strandene meget børnevenlige. Inde i landet er der skyggefulde skove omkranset af bakker, enge og moser.
Nibe “En hotdog - med sild!” Det lyder næsten utænkeligt. Men en sådan kan man faktisk få i Nibe den lille idylliske købstad, der ligger blot 20 min. kørsel vest for Aalborg. For det er en by med en spændende historie der i høj grad bygger på et sildeeventyr. For århundreder tilbage fangede man i Limfjorden store mængder af den blanke fisk som gjorde byen rig. Den historie er man stolte af i byen. Og man værger om den. Derfor har Nibe sild i byvåbenet. I byens kirke hænger en sildekåg. Nibe har sit sildeløb. Og hvert år står byen i sildens tegn ved det store, årlige sildemarked - hvor man bl.a. kan købe hotdog med sild, en såkaldt ”sildedog”. En lækkerbisken!
Blot 86 km fra Aalborg ligger Skagen. Det er en smuk køretur i udlejningsbil, og når du er på vej til Skagen hvor Kattegat og Skagerak mødes, er der mange interessante seværdigheder på vejen, som f. eks. Den tilsandede kirke eller Råbjergmile. Skagen byder på en storslået og dramatisk natur præget af hav, sand, vind og et vidunderligt lys. Skagen er tillige det sted i Danmark, hvor solen skinner mest.Skagensmalerne er verdenskendte. Nogle af Danmarks mest kendte og værdsatte kunstnere har sat deres præg på Skagen og dens udvikling som feriested. En stor del af deres værker kan ses på Skagens Museum og viser, hvordan byen, landskabet og beboerne, specielt fiskerne, tog sig ud i fortiden.